På scenen

Det er Otto's skyld!

Når vi spille live, eller faktisk altid når vi spiller, hvis der sker noget, som vi ikke havde forventet, så er der aldrig diskussion om, hvem der var lidt for fantasifuld i sit spil; altid lyder det: "Det er Otto's skyld", og så er vi videre .... og det er jo Otto's skyld :-)

Engang efter en koncert, spurgte en pige vores trommeslager Jens: "Hvem er ham den gamle søde mand i jeres orkester. Han ser så dejlig ud, han skulle kysses på hele tiden!". Jens måbede, og forstod ikke hvad pigen talte om. I det samme kom Otto forbi, og pigen sagde: "Dér er han!". Otto tager denne konversation, som et meget stort kompliment.

Otto er den som altid får flest klapsalver, når vi spiller. Den mand swinger og udstråler god energi; Otto er orkesterets mand!

Mit instrument

Otto taler med sin trommer

Ligegyldigt hvad Otto spiller på, så swinger det! I Santana's musik har timbales en meget vigtig rolle, Otto spiller på 13" og 14" messing timbales fra LP. Derudover maraccas, bongos, chimes, blocks, koklokker, guiro, triangel, bækkener, sandpapir og æselgebis.

Percussion giver selvfølgelig drive til musiken, både med timbales solo-indsatser, men også det drivende sandpapir og den piskende koklokke etc. Derudover giver Otto klanglige flader med chimes og andre flydende klange.

Inspiration

Otto in Red

Santana's musik indbyder til et hav af forskellige instrumenter og musikere, hvilket jeg bryder mig godt om, der skal være plads til alle, og der er jo så sandelig, musikere, dansere, gæster, artister - you name it. Med Santanas Venner kredser tankerne meget om den energi, glæde, varme , inspiration og ikke mindst det gode venskab, og hvad alle disse positive vibes kan bidrage til i vores fortolkkninger af Santana's udødelige skattekammer.

Den musik jeg holder mest af og inspireres af, er den gode musik - Louis Armstrong sagde engang: "Der findes to slags musik" God og dårlig!", hvilket han vel har fuldstøndigt ret i, da oplevelsen af musik jo del afhænger af de ører, der hører, og af de musikere, som udøver musikken.

Miles Davis, Steely Dan, John Hyatt, Sting, Herbie Hancock, Weather Report etc. er ligesom Santana's musik noget jeg lytter til, når der skal en skive på grammofonen. Radioen i køkkenet står på DR Jazz, en dejlig DAB kanal, syntes jeg.

Baggrund

Fra AsylBand til Santanas Venner

 Jeg startede med at spille i 1975 - basguitar i orkesteret AsylBand, som øvede på tørloftet i Gadevang Asyl. AsylBand spillede egne numre, inspireret af Bifrost og CV Jørgensen. Bandet spillede adskillige jobs i det Nordsjællandske, ofte på Holger Danske i Helsingør. Da guitarist nummer tre fik asyl i bandet skred trommeslageren, da han ikke gad at spille i et band med tre guitarister - så satte jeg mig til trommerne og har siden der siden, det var i 1978 jeg solgte mit basanlæg og købte et Sonor trommesæt.

Efter nogle år med den lette rockgenre faldt mit musikalske hjerte for den elektroniske jazz og fusionsmusik. AsylBand gik i opløsning, og jeg begyndte at spille i et latin/cubansk fusionsorkester, der spillede egne numre med nogle fuldstændigt lant-ude temaer og arrangementer, bandet hed Mazzora All Stars. Mazzora er i øvrigt navnet på statshospitalet i Havana, et sted for syge og vanvittige personer.

Mit liv har været og er en lang musikalsk rejse, hvor jeg efterfølgende har spillet med Rocking Bo (Rock'n roll), Schratch (poprock), Van Ricks (bluegrass), Møllers Boogie Band (bluesrock), Svend Jørgensens Trio (swingjazz), FemMandsKvartetten (skifflejazz), FlaskeHansen (stadionrock), Den Desperate Trio + 2 (hitparade 60'er, 70'er, 80'er og 90'er), Mustangs (rock) og selvfølgelig nu Santans Venner.

Min relation til Santana startede med Woodstok. Jeg har lyttet til Santana siden og ved en Santana-koncert i Parken friede jeg til Trine, og vi har været lykkeligt gift siden og har nu to store børn.

Jeg har spillet Black Magic Woman og Sensitive Kind (del af Santana's repertoire) tonsvis af gange igennem tiden, men aldrig som nu, i den dejlige rendyrkede stil.