På scenen

Mr. Jingo

Energien er høj, når Otto Fiala (timbales i Santanas Venner) og Morten folder sig ud i percussion-forløb i fx "Jingo", en komposition skrevet af den nigerianske congaspiller Babatunde Olatunji. Her fører Otto og Morten musikken ind i en rytmisk og klanglig trance.

På scenen betyder congas både rytmisk drive men også klange og lyde. Man ser ofte Morten fugte en finger og efterfølgende glide hen over trommeskindet, hvorved der opstår en smuk rund kaldende lyd, som en hvalmor der kalder på sin hvalunge.

Morten afviser i øvrigt ikke, hvis der er kvindelige baller til stede, at give en seriøs hud-solo!

Mit instrument

Quinto, conga og tumba

Congas er ur-instrumentet i Santanas Venner's musikalske lydbillede. Både "ur" tænkt som stemmen fra urtiden, moder jord, som taler gennem congaen, men også "ur" tænkt som clock-ticket i musikken. Morten har nu samlet sine ønske-congas omkring sig, her er både quinto, conga og tumba, ogde er fra 1970'erne, de hedder GonBops og fremstillet af cuba mahogny.

Kalabassen, som den enøjede kyklop ofte ses sammen med, er en Chequere.

Congas er måske det instrument, som mest er indbegrebet af "Santana-lyden". Et instrument man som musiker er meget tæt på, man spiller ikke med trommestikker, men rør ved og spiller på instrumentet med sine hænder; således ses Morten ikke sjældent med plastre på fingene.

Inspiration

Man bevæger sig og bliver bevæget

 Morten congasspil er en kombination af barn- og ungdommens strrrenge disciplin sammenkoblet med et meget frit og intuitivt spil. Morten spiller aldrig det samme to gange, dette er ikke sjusk, men tværtimod tilstedeværelse og indlevelse i Santanas Venner's musikalske univers.

Morten nævner i flæng: Bob Dylan, Miles Davis, Janis Joblin, Return to Forever, Beatles, NHØP, Mozart, Weather Report, Prince, Strawinsky, Zawinul Syndicate og Mahler!

Men spørger man en anden dag, får man med sikkerhed mange andre navne. Sydameriakanske percussionister er uden tvivl en af mandens store facinationer.

Baggrund

Oye Como Va på vibrafon i fjerde klasse!

 Min musikopvækst begynde da jeg sammen med med fætter jammede på helholdsvis Darbuga og Bongo trommer (nogel gange spillede fætter Carl på okulele). Maracas var for os noget af det mest disciplinerede. Vores ambition var at tjene penge på Strøget, det ville vi utvivlsomt have gjort, uanset kvaliteten, vi var ikke mere end 7 og 9.

Der var mange helte og myter inden for musik i min barndom, Balkan (senere med få udskiftninger Bazaar) spillede til bålfest i haven da jeg var 6, og min onkel var elev af mesterdirigenten Sergio Celibidache og spillede imponerende klarinet på den strrrrrengt slaviske vis. En anden onkel spillede saxofon og jammede med sine venner hjemme i spisestuen, når mormor og morfar var ude at rejse.

Storebror Thomas fik en fløjte, der langsomt groede til en tenor sax. Jeg selv stiftede bekendtskab med marimba og klaver og spillede Oye Como Va (Santana hit i 70'erne) på vibrafon i fjerde klasse. I femte skiftede jeg vibrafonen ud med marimba igen, og det blev til en opførsel af Saen Saens, Svanens død, da jeg var balletbarn på det kongelige teater. Jeg tror det var omkring de 11, at jeg fik helte rolle for at kunne få noget som helst ud af de tablas, der stod i musiklokalet på Det Kgl. Teaters Læseskole, og måske var det dét, der fik mig til at fortsætte med trommer, efter at jeg dumpede ud af balletten.

Mine år med congas begyndte da jeg fik et par Asba (ses på Santana Abraxas coveret fra 1970), og jeg begyndte en sært disciplineret træning (måske inspireret af træningen på det kongelige) med Birger "Krølle" Sülsbrucks lærebog "Latinamerikansk Percussion", hver dag gik jeg ned og trænede slag, dum dum dum dum dum, åbne og lukkede slag, i den god tid før jeg gav mig selv lov til at spille simple rytmer.

Det kunne jo ikke blive ved, så jeg fik en lærer Rudi Lodrup, BuzStop, som jeg kendte fordi min onkel i mellemtiden var blevet saxofonist i deres hornsektion The BuzHorns. Da jeg var 15 startede jeg i ungdomsteaterklubben Gawenda. Der var meget musik og en af mine helte Jakob Andersen (Sneakers med mere) var lærer der. Han spillede en lidt anderledes form men stadig strrrengt cubansk. Da jeg var 19, havde jeg slået mig tilstrækkeligt mange gange på Jakobs pædagogik, og droppede congas, i et par måneder, til jeg mødte Bibul.

Bibul var afrikansk percussionist og havde en helt vildt saliggørende vinkel på spillet, og vi tilbragte mange timer i Sortedamsdosseringens fugtige kældre med svedigt samspil uden hensyntagen til teknik, men bare fokuseret på feeeeling. Som 21 årig droppede jeg endegyldigt mine trommer, da jeg var konfronteret med valget med tegning eller musik. Jeg valgte tegning og solgte mine congas.

Men i 2006 mødte jeg Brian Eberhardt (guitar i Santanas Venner), vi havde børn i samme klasse, Brian fortalte om Santanas Venner, jeg fortalte min historie, og den efterfølgende jul fik jeg en conga i julegave og har nu spillet i Santanas Venner siden 2009. Gammel kærlighed ruster ikke!