Inspiration

rasmus sv d00 klaver2

Rasmus er een lang inspiration

Mit tidligste indtryk af Santana stammer fra Woodstock-pladerne, som jeg lånte på musikbiblioteket i midten af 1970'erne og overførte til kassettebånd. Santana hørte jeg live på Roskilde Festival 1980, og det gjorde et stort indtryk ligesom Marley havde gjort det et par år tidligere.

Det evigt-eksisterende supersoulfunkede vestkystamerikanske band Tower of Power havde i en lang periode en organist Chester Thompson, som igennem årene har inspireret mig meget. Helt unikke hurtige figurer, blændende solospil og nye friske kompositioner var med til at løfte det talentfulde band. At Chester Thompson så efterfølgende kom til Santana, er jo ret pudsigt. Ingen tvivl om at specielt hans samspil med Carlos var nærmest telepatisk og hamrende kreativt.

Min genopdagelse af Santana skete i 2001, hvor jeg sammen med min kone og 4 børn kørte på bilferie i Europa, bl.a. medbringende SuperNatural-albummet, hvor det blandede og alsidige indhold gjorde det til et familie-hit!

Santana har altid formået at skabe en positiv og lidt flippet aura omkring sin musik. Det gør den særdeles velegnet til at samles om og lege og arbejde med; og det gør vi i Santanas Venner. Og så har vi jo opdaget at den spræl-levende og livsbekræftende musik gør sig rigtigt godt live. Vi har det sjovt sammen og udvikler løbende vores udtryk.